EU-landenes udenrigsministre opfordrer EU's udenrigschef, Federica Mogherini, til så hurtigt som muligt at præsentere et forslag om en mulig EU-mission i Libyen.
Det siger ministrene i en fælles erklæring fra et udenrigsministermøde mandag i Bruxelles.
- Så snart der er en aftale om en national samlingsregering og et tilhørende sikkerhedsarrangement, er Den Europæiske Union klar til at øge sin støtte til Libyen, står der i erklæringen.
Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), understregede også behovet for en fredsaftale på vej ind til mødet tidligere mandag.
- Forudsætningen for, at man overhovedet kan overveje en EU-mission, er, at der foreligger en fredsaftale, siger han.
Libyen er i dag splittet mellem rivaliserende grupper, og der er to parlamenter, som råder over hver deres område.
Der har været politisk og sikkerhedsmæssigt ustabilitet i landet, siden den tidligere diktator Muammar Gaddafi blev væltet og dræbt i forbindelse med en international militæroperation i 2011.
/ritzau/