Fængsel tvinges til at prøveløslade dømt i skudsag

Skrevet af admin

23/12/2014

Dagens topnyheder

Kriminalforsorgen har begået en fejl ved at nægte en mand, der afsoner straffen for et skyderi i Bagsværd, retten til at blive prøveløsladt.

I en kendelse har Østre Landsret forkastet Kriminalforsorgens afgørelse.

- Det er en næse til Kriminalforsorgen. Jeg synes, det er en helt rigtig afgørelse, siger den indsattes advokat, Jane Ranum.

Dansk-pakistaneren blev i 2010 af landsretten idømt fængsel i seks år og seks måneder efter et drabsforsøg.

På Hanehøj i Bagsværd deltog han i november 2008 i skyderiet mod en ung mand. Ved at kaste sig til jorden undgik offeret at blive ramt.

Men indtil nu har den dømte fået nej til at blive løsladt efter at have afsonet to tredjedele af straffen, hvilket ellers er det normale.

I afslaget har Kriminalforsorgen lænet sig kraftigt op ad en advarsel fra Københavns Vestegns Politi.

Ifølge politiet har manden en stærk tilknytning til den gamle bande Værebros Hårde Kerne, som siden er blevet til en gruppering i banden Satudarah med base i Bagsværd.

Men den væsentligste årsag til nej'et er, at han ikke har været igennem et såkaldt udslusningsforløb.

Men dette er Kriminalforsorgen selv årsag til ved at have syltet anmodninger om udgange, påpeger advokat Jane Ranum.

Den indsatte er stærkt frustreret over den forskelsbehandling, han mener at være udsat for.

I Statsfængslet i Østjylland blev han anbragt på bandeafdelingen, selv om han ønskede at komme væk.

To af hans brødre er med i Satudarah, men dem har han ikke kontakt med, har han oplyst.

Egentlig var han moden til prøveløsladelse i januar i år. Og i betragtning af den fremskredne afsoning holder Kriminalforsorgens begrundelse for nej'et ikke længere, skriver de tre landsdommere i kendelsen.

Derfor ophæver landsretten afgørelsen og beder Kriminalforsorgen om at fastsætte nogle vilkår for prøveløsladelsen.

/ritzau/