Færre drukner - men ældre mænd fylder i statistikken

Skrevet af admin

09/07/2015

Dagens topnyheder

Den gode nyhed først: Antallet af drukneulykker i Danmark ligger lavt.

Til gengæld er det en klar tendens, at mænd i midten af fyrrerne og opefter fylder mest i statistikken.

Det fremgår af TrygFondens Nationale Druknestatistik for 2013, der er det seneste år med tilgængelige data.

I alt druknede 48 personer forrige år i Danmark som følge af en ulykke, og 35 af dem var over 44 år. Hver fjerde druknede var mellem 65 og 74 år.

Programchef med ansvar for bade- og vandsikkerhed René Højer fra TrygFonden mener, at overvægten af ældre i drukneulykker kan skyldes en slags "generationskløft i sikkerhedsopfattelsen", hvor ældre ikke ser sig selv som en del af risikogruppen.

- En af forklaringerne kan være, at de ældre generationer ikke - på samme måde som de yngre - er vokset op med de mange forholdsregler, som gælder i dag med for eksempel at bruge cykelhjelm, sætte børn i autostol og spænde sikkerhedsselen i bilen, siger René Højer i en pressemeddelelse.

Det afspejler sig i adfærden til vands.

- Man undlader måske at tage redningsvest på, når man sejler ud, fordi folk ikke skal tro, at man er nybegynder, og man glemmer at tænke sikkerhed, når man sidder i havnen og nyder en øl på sin båd efter en tur på vandet, vurderer René Højer.

De 48 drukneulykker i 2013 er et godt stykke under gennemsnittet for perioden 2001-2013, der ligger på 63.

For at få antallet af drukneulykker til at falde yderligere, lancerer TrygFonden et nyt samarbejde med Søsportens Sikkerhedsråd, hvor man vil prøve at styrke sikkerheden til søs hos blandt andet fritidsfiskere og -sejlere.

Knap halvdelen sejler nemlig ifølge en undersøgelse lavet via SurveyMonkey rundt uden redningsvest på.

- Det er en sejlivet myte, at drukneulykker i forbindelse med fritidssejlads sker i dårligt vejr. Langt de fleste drukner, når solen skinner, og der ikke er meget vind, siger Sten Emborg, sekretariatschef i Søsportens Sikkerhedsråd, i en pressemeddelelse.

/ritzau/