Fagbevægelsen: Det bliver nu lettere at få et varigt job

admin

|

17/03/2015

Dagens topnyheder

Personer, der har svært ved at varetage et arbejde, har nu udsigt til at få bedre hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet i et varigt job.

Sådan lyder det fra LO og FTF, efter at Carsten Koch-udvalget har afleveret sin anden og sidste rapport om den aktive beskæftigelsesindsats.

De to hovedorganisationer er grundlæggende tilfredse med, at udvalget fortsætter sporet fra beskæftigelsesreformen, hvor det gælder om at få arbejdsløse i varige job eller uddannelse og ikke bare midlertidigt fjerne folk fra offentlig forsørgelse.

Men i en pressemeddelelse opridser LO og FTF nogle forslag til forbedringer, der kan styrke indsatsen.

Det ene forslag går på, at det skal være lettere for medarbejdere, der mister en del af deres arbejdsevne, at forblive på deres arbejdsplads i fleksjob.

- Det problem har ekspertgruppen desværre ikke forholdt sig til. I dag må en medarbejder først få et fleksjob på sin arbejdsplads efter 12 måneders særlig ansættelse ifølge virksomhedens såkaldte "sociale kapitler".

- Men det er ofte ikke muligt. Primært fordi virksomheden finder reglerne vanskelige at administrere, skriver LO og FTF.

Det andet er en styrkelse af samarbejdet mellem de forskellige faggrupper i kommuner og regioner.

– Vi har brug for, at alle faggrupper omkring den arbejdsløse – fra jobkonsulenten over socialrådgiveren til læger og fysioterapeuter – får en fælles forståelse af de mål og værdier.

- I dag er der meget forskellige opfattelser af, hvad arbejdsrettet rehabilitering er. Vi har brug for en langt mere helhedsorienteret tankegang, hvis personer med komplicerede problemer skal have bedre hjælp, siger formand for FTF, Bente Sorgenfrey.

Hos 3F bliver der bakket op om, at der er brug for en en opprioriteret og mere individuel, sammenhængende indsats over for de kontanthjælpsmodtagere, som ikke er arbejdsmarkedsparate.

Det har kommunerne allerede gode muligheder for, mener Ellen Lykkegaard, socialpolitisk ansvarlig i 3F.

- Så det handler først og fremmest om, at kommunerne i højere grad arbejder ud fra den enkeltes behov og i højere grad arbejder tværfagligt, påpeger hun.

Carsten Koch-udvalget blev i 2013 nedsat af SR-regeringen, og det foreslog i februar 2014 at ændre indsatsen for ledige på dagpenge.

/ritzau/