FAKTA: Balladen på Det Kongelige

Skrevet af admin

10/02/2014

Dagens topnyheder

* Udnævnelsen af den 49-årige Morten Hesseldahl til ny chef for Det Kongelige Teater sker godt to måneder efter, at hans forgænger stoppede med øjeblikkelig virkning.

* Erik Jacobsen tiltrådte som chef for Det Kongelige Teater i 2008 og nåede at stå i spidsen for nationalscenen i seks år. Før da var det DR's nuværende bestyrelsesformand Michael Christiansen, der sad på posten fra 1992.

* Erik Jacobsen skulle sætte skik på teatrets økonomi, og den opgave løste han ifølge bestyrelsen.

* Men undervejs var der store mediesager om dårlig trivsel, faldende besøgstal, besparelser, ledelsesproblemer og kokainmisbrug i balletten, der medvirkede til at give Erik Jacobsen ridser i lakken.

* For halvandet år siden var krisen på Det Kongelige Teater så udtalt, at det kom bag på skuespillernes tillidsmand, at bestyrelsen lod Erik Jacobsen fortsætte.

* Bestyrelsesformand Stine Bosse valgte imidlertid at frede teaterchefen - lige indtil den 28. november 2013, da det blev offentliggjort, at Erik Jacobsen stoppede med øjeblikkelig virkning.

* Den kommende leder skulle ifølge bestyrelsen "være en kunstnerisk orienteret teaterchef, der yderligere kan positionere teatret".

* Morten Hesseldahl, der kommer fra en stilling som kulturdirektør i DR, ventes at tiltræde som teaterchef i løbet af de kommende måneder og senest 1. juni. Han er ansat på en femårig kontrakt, gældende frem til 2019.

/ritzau/