FAKTA: Danske gidsler siden årtusindskiftet

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Natten til fredag dansk tid blev en dansk observatør fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) frigivet af prorussiske separatister efter en måned i fangenskab.

Her er de gidselsager, som offentligheden har haft kendskab til siden årtusindskiftet.

* 2014 Ukraine

En dansk OSCE-observatør bliver sammen med en gruppe tilbageholdt af prorussiske separatister i den østlige del af Ukraine 26. maj. Sammen med tre andre bliver han frigivet en måned senere.

* 2014 Ukraine

Den danske OSCE-observatør John Christensen bliver sammen med et europæisk observatørhold 25. april tilbageholdt af prorussiske separatister i byen Slavjansk. Han og de øvrige observatører bliver frigivet efter otte dages fangenskab.

* 2014 Libanon

Den danske journalist Jeppe Nybroe bliver sammen med en palæstinensisk kollega kidnappet 7. februar af en kriminel bande efter at have lejet en bil i Beirut, Libanons hovedstad. Efter en måned i fangenskab bliver de to sat fri.

* 2014 Syrien

2. januar bliver en dansk medarbejder fra Læger uden Grænser bortført sammen med fire kolleger fra et hus i det nordlige Syrien. Tre medarbejdere bliver frigivet 4. april, mens de sidste to ifølge organisationen først bliver frigivet den 14. maj.

* 2013 Syrien

Den 25-årige dansker Daniel Rye Ottosen bliver taget til gidsel 17. maj og er tilfangetaget i 13 måneder hos den militante gruppe Isil, inden han bliver frigivet.

* 2011 Somalia

I oktober 2011 bliver den 60-årige danske nødhjælpsarbejder Poul Hagen Thisted taget til fange i Somalia inde i landet sammen med en amerikanske kollega, da deres vagter var i ledtog med pirater. USA befrier dem med militær magt 25. januar 2012.

* 2011 Somalia

I 2011 er syv danske lystsejlere gidsler i godt et halvt år hos somaliske pirater. Det drejer sig om familien Quist Johansen med tre børn samt to gaster. De bliver taget som gidsler 24. februar 2011 og frigivet 6. september mod en ukendt løsesum.

* 2011 Somalia

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez bliver sammen med fire filippinske kolleger kidnappet fra fragtskibet Leopard 12. januar 2011. De bliver løsladt 30. april 2013 efter at have siddet som gidsler i Somalia i over to år - helt præcis 838 dage.

* 2007 Somalia

Fem danske søfolk bliver frigivet 22. august efter 83 dages gidseltagning om bord på Danica White. Piraterne forlangte løsesum på godt otte millioner kroner, men rederiet Folmer ønsker ikke at oplyse, hvor meget der blev betalt.

* 2007 Afghanistan

En dansk journalist af afghansk oprindelse, 27-årige Nagieb Khaja, bliver bortført af Taliban-militsen i Helmand. Efter otte dage formår han sammen med sin lokale fotograf at flygte.

* 2004 Irak

Den 35-årige danske forretningsmand Henrik Frandsen bliver fundet dræbt to dage efter at være blevet bortført af ukendte gerningsmænd 10. april, 15 kilometer nord for Bagdad.

/ritzau/