FAKTA: Derfor blev Eurovision så dyrt

Skrevet af admin

04/08/2014

Mest læste i dag

77,4 millioner kroner mere end budgetteret kom Eurovision til at koste. Det viser en redegørelse, som selskabet bag Eurovision, Projektselskabet ESC 2014, fremlagde mandag.

* 34,6 millioner havde man oprindeligt budgetteret med, men Eurovision kom til at koste hele 112 millioner. Showet blev altså tre gange så dyrt som beregnet.

* Eurovision blev holdt i de gamle B&W-haller, som ligger på Refshaleøen i København. Inden showet skulle hallerne bygges om. Det var dette byggeri, der fik budgettet til at skride.

* 18 millioner kroner havde man regnet med, at ombygningen ville koste. Det endte med at koste næsten 90 millioner.

* Det skyldes blandt andet, at tre bærende søjler i hallerne skulle rives ned, for at DR kunne lave panoramaoptagelser ud over publikum. Efter showet skulle søjlerne bygges op igen. Og det blev langt dyrere, end man havde forventet.

* For at få plads til DR's scenedesign måtte der bygges et teltområde uden for hallerne. De ændrede planer resulterede i et byggesagsgebyr, og teltområdet kom til at koste ekstra i varme og rengøring. Ovenikøbet blev teltene raseret af stormen Carl.

* Desuden modsatte fagforeningerne sig, at projektselskabet, som man havde regnet med, kunne benytte frivillig arbejdskraft til byggeriet. Derfor kom der uforudsete udgifter til løn.

Mens DR havde ansvaret for selve showet, stod Region Hovedstaden, Københavns Kommune, REDA og Wonderful Copenhagen bag projektselskabet.

For at begrænse de økonomiske skader donerede Region Hovedstaden og Wonderful Copenhagen hver ekstra 4,3 millioner, allerede inden showet skulle afholdes. Københavns Kommune har givet ekstra 8,7 millioner. Desuden var der nogle små indtægter i forbindelse med afholdelsen.

Tilbage er et underskud på projektet på 58 millioner kroner, som der skal findes penge til at dække.

Parterne bag Eurovision skal nu drøfte, hvordan ekstraregningen skal betales.

Kilde: Wonderful Copenhagen

/ritzau/