FAKTA: Det har Løkke sagt om nulvækst

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

1) I VK-regeringens "Reformpakke 2020", der i april 2011 med Lars Løkke Rasmussen som statsminister opererede med en offentlig vækst på 0,8 procent, hedder det om konsekvenserne af nulvækst i det offentlige:

"Nulvækst i det offentlige forbrug [ ...] vil reelt betyde, at man bliver nødt til at spare på kernevelfærd som folkeskole eller ældrepleje, hvis sundhedsvæsnet f.eks. skal kunne anvende de nyeste - og ofte dyre - behandlingsformer og medicin".

2) Da Lars Løkke Rasmussen i november 2012 som oppositionsleder talte ved Venstres landsmøde, fastslog han, at det "selvfølgelig kan lade sig gøre" at fastholde kvaliteten i det offentlige på trods af kravet om nulvækst:

- Det er en kæmpe opgave at holde udgifterne til den offentlige sektor, hvor de er, og samtidig udvikle den, så den kan honorere alle vores ønsker. Men det kan lade sig gøre. Selvfølgelig kan det lade sig gøre.

3) I Berlingske 3. februar 2015 siger Lars Løkke Rasmussen om nulvækst:

- Det er jo ikke sådan: nulvækst-nulvækst-nulvækst, og hvis der ikke er nulvækst, så kan ingenting lade sig gøre. Nulvækst er på det offentlige forbrug. Så er der store dele af de offentlige udgifter, som er udenfor forbrugsrammen.

- Hvis man sparer på dem, kan man måske godt have noget realvækst. Det afgørende er, om man trækker den rigtige vej.

Kilder: Ritzau og Berlingske

/ritzau/