FAKTA: EU-topposterne der skal besættes

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Når EU's stats- og regeringschefer mødes torsdag og fredag til topmøde i Bruxelles, vil de beslutte, hvem de mener, der skal være næste formand for EU-Kommissionen.

Og selvom det ikke er sikkert, er det muligt, at flere af de andre høje stillinger i EU også vil blive besat under mødet.

Der florerer navne på rygtebasis i de europæiske medier og i EU-systemet. Blandt andet går der rygter om, at Helle Thorning-Schmidt (S) er i spil som efterfølger af EU-præsident Herman Van Rompuy.

Men kun én ting er rimelig sikkert, nemlig at luxembourgske Jean-Claude Juncker vil blive godkendt som kandidat til posten som formand for kommissionen med et bredt flertal fredag. Også selvom der fra især britisk side er kraftig modstand mod det valg.

Følgende topjob er i spil i EU-systemet:

* Formand for Det Europæiske Råd - populært kaldet EU-præsidenten.

* Formand for EU-Kommissionen.

* EU's Høje Repræsentant - populært kaldet EU's udenrigschef.

* Yderligere 26 EU-kommissærer. Der er 28 EU-lande, men kommissionsformanden og udenrigschefen tæller også som kommissærer.

* Formentlig en ny fast formand for eurogruppen.

/ritzau/