FAKTA: EU's tilbud om pengehjælp til Ukraine

Skrevet af admin

06/03/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen har fremlagt en økonomisk og finansiel hjælpepakke, som over de næste år skal hjælpe med at stabilisere den hårdt ramte ukrainske økonomi.

Pengene skal ifølge kommissionen ses som et bidrag til et europæisk og internationalt forsøg på at støtte de svære økonomiske og politiske reformer, som landet står over for.

Her kan du se elementerne i hjælpepakken:

* Pakken består af 11,175 milliarder euro (82 milliarder kroner).

* 1,610 milliarder af de 11 er såkaldt makrofinansiel støtte, og ydes som lån til Ukraine. 610 millioner af dem kan gives til Ukraine inden for kort tid, fordi de i forvejen var øremærket til overordnet makrofinansiel støtte til Ukraine.

* Der kan ifølge kommissionen komme en milliard mere i makrofinansiel støtte.

* 1,565 milliarder euro foreslås ydet som direkte udviklingsbistand over de næste syv år fra EU's budget.

* Tre milliarder euro skal ydes som lån i perioden mellem 2014 og 2016 via Den Europæiske Investeringsbank.

* Fem milliarder euro skal komme fra Den Europæiske Udviklingsbank, EBRD, også i løbet af de næste to år.

Pakken indeholder også flere elementer, som ikke er direkte økonomisk støtte. Det drejer sig blandt andet om:

* Hurtigere at få gang i en plan for visumliberalisering for ukrainere.

* Teknisk assistance til at udarbejde retlige og forfatningsmæssige reformer og forberedelse til det ukrainske valg 25. maj.

/ritzau/