FAKTA: Fire vigtige ting på blokken hos ny KL-formand

Skrevet af admin

20/03/2014

Dagens topnyheder

Budgetforhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) får straks fuld fokus fra den nye bestyrelse, der blev valgt på KL's topmøde i Aalborg torsdag.

Det siger KL's nyvalgte formand, Martin Damm (V), der ønsker sig større frihed til kommunerne. Han kommer her med bud nogle af de vigtige arbejdsopgaver, der venter KL's bestyrelse:

* UDLIGNING: En lang række udkantskommuner har allerede meldt ud, at landets rige kommuner må sende flere penge til de fattige. De er ikke tilfredse med udligningsreformen, der trådte i kraft 1. januar 2013.

Martin Damm vil arbejde for, at alle 98 kommuner skal have mulighed for at levere den service, der skal til på et skatteniveau, der ikke stritter for voldsomt mod hinanden.

Han betegner udligning som en "gammel klassiker".

- Men det er vigtigt, at vi hele tiden kikker på tilskud og udligningssystemer, så man ikke får lavet for store gab, siger KL's nye frontfigur.

* BESKÆFTIGELSESREFORM: Den kommende beskæftigelsesreform, hvor staten ønsker, at kommunerne får et større finansieringsansvar, bekymrer de fattige kommuner.

Hvis Folketinget vedtager reformen, kan man ifølge kommunernes nye formand regne ud, at det ikke er kommuner med lavest ledighed, der får de største udgifter, men at kommuner med en høj ledighed får nogle enorme udgifter.

Han mener, at laver man ikke om i det system, der fordeler pengene, rammer man de kommuner, som har det svært i forvejen.

- Der kommer aldrig en ideel løsning. Det er et system, der hele tiden skal justeres, lyder hans vurdering.

* VÆKST: I Martin Damms øjne er det vigtigt, at alle 98 kommuner anerkender, at uanset hvor man kan skabe vækst i Danmark, er det godt for alle.

- Så bliver kagen større, og så er der mere at dele. Men dem, der får vækst, skal være klar til at dele, siger KL-formanden.

FRIHED: Kommunerne bliver styret stramt, nærmest detailstyret, samtidig med at de skal være kreative og innovative. Derfor vil den nye formand arbejde for langt flere frihedsgrader.

Hvis kommunerne skal levere resultater, må man også give dem friheden til det.

- Lovgivningen i dag svarer til, at man siger til en jonglør, at han skal være innovativ og prøve at jonglere på en anden måde. Så siger han ja, og i næste sekund bliver han iklædt en spændetrøje, lyder det fra den nye KL-formand.

/ritzau/