Optagelsesprocessen til EU består af en række trin:
- Først søger et land om optagelse.
- Derefter kan EU vælge at give landet kandidatstatus, og efter endnu en beslutning kan man indlede de formelle optagelsesforhandlinger.
I onsdagens rapport kommer EU-Kommissionen med sine officielle anbefalinger for de potentielle medlemslande.
Rapporten skal ligge til grund for beslutningerne ved EU-topmødet i december. Det er dog langt fra sikkert, at medlemslandene følger EU-Kommissionens anbefalinger.
Serbien:
* Søgte formelt om EU-medlemskab i december 2009.
* Fik kandidatstatus i marts 2012.
* EU's regeringschefer besluttede ved topmødet i juni 2013, at optagelsesforhandlingerne skal indledes "allersenest i januar 2014".
* Forhandlingerne kan startes, når beslutningen er godkendt ved endnu et topmøde.
* Problemer med forholdet til Kosovo, menneskerettigheder og retssystemet har stået i vejen hidtil.
* Serbien aflyste en parade for homoseksuelle den 28. september i år.
Makedonien:
* Fik kandidatstatus i 2005, men har endnu ikke indledt forhandlingerne.
* EU-Kommissionen anbefaler for femte år i træk medlemslandene at indlede forhandlingerne nu.
* Grækenland blokerer forhandlingerne, fordi Makedonien vil beholde sit navn, som deles med en græsk region.
* EU presser hårdt på for at få navnestriden afgjort i FN-regi.
Albanien:
* Søgte om medlemskab i 2009.
* Kommissionen anbefaler at tildele Albanien kandidatstatus.
* Landet får i onsdagens rapport ros for den vellykkede afholdelse af valg i juni 2013.
* Problemer med Albaniens respekt for retsstatens principper, for politisk stabilitet samt for organiseret kriminalitet og korruption har stået i vejen.
* Politisk dødvande og splittelse har tidligere fået EU til at tvivle på landets evner til at gennemføre de nødvendige reformer.
Montenegro:
* Fik kandidatstatus i december 2010.
* Indledte optagelsesforhandlingerne i juni 2012.
Island:
* Søgte om medlemskab i 2009.
* Har forhandlet mellem 2010 og sommeren 2013.
* Stadig splittelse blandt befolkning i spørgsmålet om EU-medlemskab.
* En islandsk folkeafstemning om EU-medlemskab kan være på trapperne.
* Den nye islandske regering, der blev valgt i foråret, har sat medlemsforhandlingerne med EU i bero på ubestemt tid og lukket sit EU-forhandlingskontor.
Tyrkiet:
* Søgte om medlemskab i 1987.
* Indledte forhandlinger i 2005.
* Fik i midten af juni for en periode suspenderet sine forhandlinger som reaktion på den hårdhændede håndtering af demonstrationer i flere storbyer. Især Tyskland har stået på bremsen.
* Uoverensstemmelser med EU-medlemslandet Cypern skaber ligeledes gnidninger. EU presser på for politisk løsning på situationen.
Bosnien-Hercegovina og Kosovo:
* De eneste dele af det tidligere Jugoslavien, der ikke formelt har søgt om EU-medlemskab
* Begge har gjort det klart, at de har tænkt sig at søge ind.
* Kosovos position kompliceres dog af, at fem EU-lande ikke anerkender Kosovos selvstændighed.
/ritzau/