FAKTA: Her har politiets agenter været i aktion

Skrevet af admin

15/05/2014

Dagens topnyheder

Torsdag er det blevet afsløret, at to politiagenter har været sat ind mod en gruppe mistænkte, som sigtes for planer om smugling af kokain og hash.

Her er nogle tidligere tilfælde med brug af agenter:

* 2013: I sagerne om organiseret hashsalg i Pusher Street og i Jægersborggade i København har politifolk optrådt i rollen som hashkøbere.

* 2012: En agent solgte to AK 47-rifler til en mand, som derefter blev idømt halvandet års fængsel på Frederiksberg. Riflerne var gjort uvirksomme.

* 2011: En agent tog i Rødovre imod en taske med en panserværnsraket og en AK 47-riffel, som en svensker afleverede som prøve på en større leverance. Svenskeren fik i år af Højesteret en straf på tre års fængsel.

* 2011: En agent ønskede at købe militære våben og smugle dem til Sverige. På den måde blev et stort lager af stjålne våben fra Antvorskov Kaserne afdækket. Tre brødre blev i Glostrup i 2013 straffet med tre år og seks måneder og tre år.

* 2008: En agent gik ind i en butik i det indre København og tilbød at købe en revolver for 22.000 kroner. Våbenhandleren blev senere i Østre Landsret idømt tre år og tre måneder.

* 2005: Amerikansk agent fra FBI præsenterede på Scandic Hotel i København en kuffert fuld af dollar, da han spillede rollen som kunsthandler. På den måde kom et selvportræt af Rembrandt, som fem år tidligere var røvet fra Nationalmuseet i Stockholm, op til overfladen igen.

/ritzau/