Farlig Torino-angriber har scoret før mod FCK

Skrevet af admin

01/10/2014

Mest læste i dag

Når FC København torsdag møder Torino på udebane i Europa League, har det italienske hold en spiller med i truppen, som vækker genklang i både FCK og FC Nordsjælland.

Den 31-årige angriber Fabio Quagliarella scorede sidste år det udlignede mål for Juventus, da de italienske mestre efter et orgie af brændte chancer på FCK-målmand Johan Wiland måtte nøjes med 1-1 i Parken i Champions League-gruppespillet.

Året forinden scorede angriberen også for Juventus mod et dansk hold, nemlig da Juventus på hjemmebane vandt 4-0 over FC Nordsjælland i Champions League-gruppespillet.

Fabio Quagliarella skiftede før denne sæson til Torino, hvor han tidligere har været.

- Han er en hurtig angriber, som kan score på det meste. Men det skal vi selvfølgelig forsøge at forhindre, siger FCK's midterforsvarer Mikael Antonsson.

Svenskeren spillede for italienske Bologna fra 2011 og frem til i år, så han har mødt den farlige angriber før.

Det gjorde FCK's anfører, Thomas Delaney, sidste år, da Fabio Quagliarella scorede i Parken.

- Han er en dygtig spiller, det kan vi bare se i den kamp, hvor han scorede mod os. Der er en grund til, at han har været i Juventus, siger Thomas Delaney.

FCK har tre point i Europa League efter 2-0-sejren over finske HJK Helsinki, mens Torino har et point efter en 0-0-kamp ude mod belgiske Club Brugge

/ritzau/