FC Midtjylland efter 2-0: Fuldt fortjent sejr

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjylland var ikke mærket af torsdagens Europa League-kamp mod græske Panathinaikos, da det hjemme på MCH Arena udspillede Esbjerg og fortjent vandt 2-0.

Den nyindkøbte FC Midtjylland-forsvarer Jim Larsen åbnede kampen med en tidlig scoring, og han var selvsagt godt tilfreds.

- Det var rart at score, men det vigtigste var, at vi vandt. En forsvarsspillers opgave er jo at lukke af bagude, men det er da altid godt at få scoret, så det var fint, siger Jim Larsen.

FC Midtjyllands cheftræner kaldte sejren for fuldt fortjent og var godt tilfreds med sit mandskab.

- Vi vinder fuldt fortjent, men vi skulle have lukket kampen meget tidligere. Vi brændte nogle store chancer, men det var alt i alt en stærk kollektiv indsats. En rigtig arbejdssejr, siger Glen Riddersholm.

Cheftræneren var derudover glad for, at det lykkedes FC Midtjylland at hente tre point efter en Europa League-kamp.

- Det var dejligt at få bekræftet, at man godt kan vinde en kamp i Superligaen, efter man har spillet i Europa League. Det er vi mig bekendt det eneste hold, der har gjort i indeværende sæson, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjyllands næste kamp er på hjemmebane, hvor OB kommer på besøg.

/ritzau/