FC Vestsjælland var overlegen, da Silkeborg søndag blev besejret i Slagelse med 2-0, og målscorer til 1-0, forsvareren Oliver Lund, var glad for målet og det rene bur.
- Det var mit første mål for FC Vestsjælland, så det var super dejligt. Vi kommer godt ud til kampen, som vi har gjort i de andre kampe, men det, der betød mest i dag i hvert fald for os forsvarsspillere, var at holde nullet.
- Det var dejligt, at vi kunne stå stærkt dernede, og jeg synes, vi gjorde det godt i forsvaret. Især i anden halvleg sad vi solidt på det, og de havde vel ikke en reel mulighed i kampen, siger Oliver Lund.
Oliver Lunds træner, Michael Hansen, delte begejstringen over sejren og hæftede sig ligeledes ved Silkeborgs manglende offensive muligheder.
- 2-0 var komfortabelt, men det, der gjorde sejren sikker, var, at vi ikke gav dem muligheden for at komme ind i kampen igen. Specielt efter 2-0 var vi dygtige til at lukke rummene ned og dygtige til at være aggressive i de små nærkampsdueller, der var.
Silkeborg fik aldrig truet FC Vestsjællands mål, men det var mere et udtryk for hjemmeholdets styrke end gæsternes manglende styrke, vurderer Michael Hansen.
- De var ikke rigtig tæt på, og det føler jeg, var vores fortjeneste. De små muligheder, der var, og de små rum foran vores felt blev lukket rigtig godt ned.
- Vores tre stoppere brød bolden rigtig mange gange, og havde vi været tunge, havde Silkeborg kunnet skabe chancer, men det gjorde de ikke, siger Hansen.
Det var første gang i sæsonen, at FC Vestsjælland holdt buret rent.
/ritzau/