Et stort søm blev banket i FC Vestsjællands Superliga-kiste mandag aften. Slagelse-mandskabet tabte hjemme 1-2 til OB, og har nu otte point op til Esbjerg over nedrykningsstregen i landets bedste fodboldrække.
Spillerne er ramt af den dårlige stime, og nederlaget til fynboerne gør ondt.
- Det var et ordentligt gok i nødden. Vi havde troet på, at vi kunne få udbytte mod OB, så vi kunne holde snor i dem. Men vi må erkende, at vi nu i den grad er truet på vores eksistens, siger topscorer Rasmus Festersen.
- Vi skal til at vinde nogle fodboldkampe nu, og realistisk set skal vi nok vinde halvdelen af de resterende kampe, hvis vi skal have en chance.
Keeper Thomas Mikkelsen giver Festersen ret i, at klubbens position i Alka Superligaen er truet.
- Det ser meget svært ud. OB er 10 point foran os, så de bliver svære at nå. Men vi må se, hvad vi kan få bakset sammen, og så må vi bare tage en kamp af gangen, siger Mikkelsen.
Spillerne bakker trods den dårlige stime stadig op om træner Michael Hansen, der sidste sommer overtog tøjlerne fra Ove Pedersen.
- Der er stadig fuld opbakning til Michael Hansen fra spillertruppen. Det er ikke os, der bestemmer, hvem der skal være træner, men han har vores fulde opbakning og jeg håber også, at han er her i morgen.
/ritzau/