FCK-profil: Hjulmand var vigtig for mit Mainz-skifte

Skrevet af admin

25/11/2014

Mest læste i dag

Det er ikke helt tilfældigt, at FC Københavns venstre back Pierre Bengtsson har valgt tyske Mainz 05 som sin kommende klub.

Bundesliga-klubben har nemlig Kasper Hjulmand som cheftræner, og netop Hjulmand og Bengtsson har en fælles fortid i FC Nordsjælland som henholdsvis assistent-træner og spiller.

- Det betyder noget, at jeg kender ham fra tidligere, og at han kender mig som fodboldspiller. Det er vigtigt, at man kommer til et sted, hvor de tror på ens kunnen. Så det var vigtigt, at Kasper er der. Det har en vis betydning, siger Bengtsson.

Svenskeren skiftede fra FCN til FCK i januar 2011, og landsholdsspilleren meldte for længe siden ud, at han ville forlade københavnerne, når den nuværende kontrakt udløber ved det kommende årsskifte.

I Mainz har han underskrevet en kontrakt på tre et halvt år.

- Selvfølgelig er det min målsætning at gøre en forskel. Jeg vil gøre et godt indtryk fra begyndelsen, siger Bengtsson om sine ambitioner i klubben, som i øjeblikket er på niendepladsen i Bundesligaen.

Som transferfri spiller har der været fin efterspørgsel på ham, erkender Bengtsson.

- Jeg har taget mig god tid til at beslutte min fremtid, og der har selvfølgelig været en del andre klubber inde i billedet også. Men det betyder ikke noget nu.

- Jeg vil ikke sige, hvor mange klubber, der han været, men der har været nogle andre og også fra andre lande end Tyskland, siger Bengtsson.

Fire kampe har Bengtsson tilbage som FCK-spiller. Den næste er på torsdag i Europa League-gruppespillet ude mod HJK Helsinki.

/ritzau/