FCM-profiler bliver ikke klar til Club Brugge-kamp

Skrevet af admin

30/09/2015

Dagens topnyheder

FC Midtjylland må se bort fra et par store profiler, som ellers i første omgang var udtaget til midtjydernes kamp i gruppespillet i Europa League torsdag aften ude mod Club Brugge.

På onsdagens pressemøde måtte træner Jess Thorup indlede med at fortælle, at angriberen Martin Pusic og midtbanespilleren Petter Andersson ikke er blevet klar og derfor ikke er rejst med til Belgien onsdag eftermiddag.

Umiddelbart forinden var de to spillere blevet testet, hvilket faldt negativt ud for begge.

Der er stadig tvivl om forsvarsspilleren Kian Hansen samt anfører Kristian Bach Bak. De bliver begge testet ved træningen, der begyndte klokken 19 onsdag på Jan Breydel Stadion.

Bedst ser det ud for Kian Hansen, der indgik i træningen på lige fod med de øvrige spillere i det kvarter, der var åbent for offentligheden.

Derimod fik Kristian Bach Bak tapet sin højre fod op, inden han småluntede for sig selv.

Torsdagens opgør i gruppe D begynder klokken 21.05.

/ritzau/