FCM-selvmål satte FCK i gang i topopgøret

Skrevet af admin

07/12/2014

Dagens topnyheder

Et selvmål satte FC København i gang i Superligaens topopgør mellem hovedstadsklubben og FC Midtjylland.

Forsvarsspilleren Jim Larsen må efter en uheldig tæmning i slutningen af første halvleg erkende modvilligt at have foræret hjemmeholdet en fordel.

- Bolden havnede hos mig. Jeg vidste ikke, om jeg var presset eller ej. Jeg prøvede at gøre noget ved det, og så endte bolden desværre i kassen. Det er ikke godt nok, siger Jim Larsen.

FCK kunne med yderligere to mål i anden halvleg kalde sig vindere af topduellen, og det er også rimeligt, mener Jim Larsen.

- Det er fortjent nok, at FCK vinder kampen. Vi begyndte rigtig fint, men FCK var bedre end os i anden halvleg. Jeg mener bare ikke, at cifrene var retvisende for kampen.

Midtjyderne kunne med en sejr over københavnerne have sikret sig et forspring på hele 14 point ned til FCK.

Otte point er dog også tilfredsstillende inden vinterpausen, lyder det fra forsvarsspilleren.

- Hvis vi inden sæsonen havde vidst, at vi ville være otte point foran inden pausen, så tror jeg, vi ville være godt tilfredse. 40 point efter 17 kampe er slet ikke dårligt, siger han.

Jim Larsen slår fast, at han er tilfreds med holdets præstationer i efteråret, og det kommer aftenens nederlag mod FCK ikke til rokke ved.

/ritzau/