Federer skadet: Djokovic vinder sæsonfinale uden kamp

Skrevet af admin

16/11/2014

Dagens topnyheder

Serberen Novak Djokovic vandt søndag finalen i ATP World Tour Finals uden kamp. Hans modstander i finalen, schweiziske Roger Federer, måtte trække sig med en skade.

Det er tilsyneladende en rygskade, der afholder Roger Federer fra at spille finalen.

- Jeg er ikke klar til at spille kampen, siger Roger Federer ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg ønskede ikke, at det skulle slutte på den måde, men jeg kan ikke løbe risici i min alder, siger 33-årige Roger Federer.

Med sejren uden kamp er Novak Djokovic for tredje år i træk vinder af herrernes sæsonfinale, der bliver spillet i London.

Verdensetteren har nu vundet sæsonfinalen i alt fire gange. Roger Federer er på det punkt dog stadig bedre med i alt seks sejre.

Før ATP World Tour Finals var der fortsat en smule spænding om, hvem af de to, der ville slutte øverst på verdensranglisten efter sæsonen.

Den spænding varede kun i kort tid, for da Novak Djokovic gik videre fra den indledende gruppe, sikrede han samtidig førstepladsen ved sæsonafslutningen.

Lørdag var Roger Federer ude i en hård semifinale mod landsmanden Stanislas Wawrinka, hvor Federer måtte afværge flere matchbolde.

Roger Federer skal fra på fredag - i øvrigt sammen med Stanislas Wawrinka - forsøge at vinde Schweiz' første sejr nogensinde i Davis Cup.

Finalen mod Frankrig bliver spillet på grus i Lille.

/ritzau/