Fernando Alonso: Mit cykelprojekt lever stadigvæk

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

Formel 1-stjernen Fernando Alonso (Ferrari) har længe haft planer om at starte et professionelt cykelhold. Selv om planerne endnu ikke er blevet til noget, så er cykelholdet stadigvæk hans store drøm.

Det fastslår Kevin Magnussens (McLaren) måske kommende holdkammerat under et besøg i Mexico.

- Det er sandt, at min intention gennem det seneste år har været at lave mit eget professionelle cykelhold, men der har været nogle forskellige omstændigheder.

- Jeg tror, at jeg nemt vil kunne kombinere de to sportsgrene - cykling og motorløb - og det er noget, som jeg vil gøre i fremtiden, siger Alonso ifølge Velonews til nyhedsbureauet EFE.

For et år siden kom det frem, at den 33-årige spanier var i gang med at overtage Euskaltel-Euskadi, der lukkede med udgangen af 2013. Siden har rygterne om et Alonso-hold svirret i luften flere gange.

Fernando Alonso befinder sig i øjeblikket midt i muligt et jobskifte i Formel 1. Spanieren har for længst meldt ud, at han gerne vil væk fra Ferrari. I øjeblikket fører han samtaler med Kevin Magnussens arbejdsgiver McLaren, der endnu ikke har meldt ud, hvilke kørere man satser på i 2015.

/ritzau/