Film-darling: Jeg er udsat for sexisme

Skrevet af admin

30/09/2015

Mest læste i dag

Der er ingen magisk formular, der kan ændre fordelingen af mænd og kvinder i Hollywood med et trylleslag, så derfor må "Harry Potter"-stjernen Emma Watson bruge sin kendisfaktor i stedet.

I et offentligt brev, som avisen The Guardian bringer, harcelerer den 25-årige skuespillerinde over den ulige fordeling af X og Y-kromosomer i filmbranchen.

- Jeg oplever sexisme i, at jeg har arbejdet sammen med 17 mandlige instruktører og kun to kvindelige. Og i forhold til producere har jeg arbejdet sammen 13 mænd og kun én kvinde, skriver universitetsuddannede Watson om at være kvinde i "herre-Wood" og fortsætter:

- Mændene i toppen har ofte svært ved at forholde sig til de problemer, kvinder står overfor, og derfor bliver vi ikke taget alvorligt, men kvinder er lige så skyldige i at diskriminere kvinder - kvinder kan være utroligt dømmende, raser hun.

- Men jeg har været heldig: Jeg har altid insisteret på at blive behandlet som en mand, og den lighed har jeg opnået. De fleste problemer, jeg er stødt på, har været i medierne, hvor jeg bliver behandlet utroligt unfair i forhold til mine mandlige medspillere, skriver Watson.

Ved siden af filmkarrieren arbejder den unge skuespillerinde og aktivist også som FN-ambassadør, og sidste år lancerede hun kampagnen "HeForShe", der skal få mænd til at engagere sig i ligestillingsdebatten. Men på trods af det fine initiativ finder skuespillerinden alligevel situationen tragikomisk.

- Mit arbejde i FN har gjort mig endnu mere klar over problemerne - jeg var til en arbejdsmiddag for nylig, hvor der var syv mænd - og kun mig som den eneste kvinde, lyder det fra Watson.

/ritzau/FOKUS