Finland er i fare for at rykke ud af økonomiens superliga

Skrevet af admin

21/03/2015

Dagens topnyheder

Finlands pletfrie kreditværdighed er kommet under pres.

Finnerne er sammen med Danmark blandt det dusin lande, der har topkarakter hos Fitch, men det overvejer Fitch, der anses som et af verdens tre mest indflydelsesrige kreditvurderingsinstitutter, nu at lave om på.

Fredag har firmaet ændret sine udsigter for den finske AAA-rating til "negativ". Det kan sammenlignes med et gult kort i fodbold. Hvis den finske økonomi forværres bare en smule mere, vil Fitch sandsynligvis sætte sin kreditvurdering ned.

Finlands eksport er endnu ikke kommet sig helt efter den globale finanskrise i 2008.

Det skyldes især nedturen for mobiltelefonproducenten Nokia, der engang var verdens førende, og vanskeligheder for den store finske papirindustri.

Desuden er Finland hårdt ramt af den økonomiske krise på sit tredjestørste eksportmarked - Rusland.

- Kombinationen af den strukturelle nedgang i industriens vigtigste sektorer og en mindsket arbejdsstyrke har medført et markant fald i produktivitetsvæksten og i forventningerne til den økonomiske vækst, skriver Fitch i en meddelelse.

Finlands økonomi ventes de kommende år - efter tre år med økonomisk tilbagegang - kun at vokse en smule. Desuden kniber det for den finske koalitionsregering at få reformeret økonomien og dermed begrænse landets voksende gæld, skriver nyhedsbureauet AFP.

Udsigterne for Finlands kreditvurdering lød tidligere på "stabil" hos Fitch.

I oktober 2014 mistede Finland sin AAA-kreditvurdering hos Standard & Poor's, som nu giver økonomien den næsthøjeste karakter, AA+.

Det efterlod Tyskland og Luxembourg som de to eneste medlemmer af eurozonen med den absolutte topkarakter.

/ritzau/