Fire års fængsel: Thaikvinde dømt for bordeldrift, narko og groft hæleri

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

I mindst to år drev en 45-årig kvinde bordel i en lejlighed på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter.

Det slog en domsmandsret ved Retten på Frederiksberg mandag fast, da kvinden blev fundet skyldig i at have tjent penge på andres prostitution i hvert fald fra 1. november 2011 til 2. december 2013.

Sammen med en 51-årig mand var hun tiltalt for at have tjent mindst 600.000 kroner på at drive bordellet, men retten frifandt manden for dette forhold.

Han slipper dog ikke for at skulle i fængsel, for de to var også tiltalt for narkohandel og groft hæleri, skriver retten på sin hjemmeside.

I samme periode, som kvinden drev bordellet, solgte manden og kvinden ifølge dommen mindst et halvt kilo metamfetamin - også kaldet Ice.

Desuden blev de dømt for groft hæleri, da de i flere lagerrum havde gemt tyvekoster for mindst 2,5 millioner kroner.

Kvinden, der er thailandsk statsborger, men har boet her i landet i 20 år, blev idømt fire års fængsel. Manden blev idømt tre et halvt års fængsel. Han er tyrkisk statsborger og har boet i Danmark i 35 år.

Samtidig fik de begge en betinget udvisning af Danmark. Det betyder, at de risikerer at blive udvist, hvis de igen begår kriminalitet.

Desuden fik kvinden fortjenesten fra bordellet på 600.000 kroner konfiskeret, mens manden fik omkring 22.000 kroner konfiskeret.

Begge de dømte valgte at tænke over, om de vil anke dommen til Østre Landsret.

/ritzau/