Fire anholdt for talrige indbrud og afpresning

Skrevet af admin

14/04/2014

Dagens topnyheder

To Bandidos-medlemmer på 22 og 25 år samt en kvinde og en mand er anholdt i Nordjylland for talrige indbrud i private hjem - oftest for at stjæle designermøbler - og for afpresning, oplyser politiets særlige bandeenhed Task Force Vest.

Efterforskningen gav også pote i form af beslaglæggelse af et større parti stjålne designermøbler.

I forbindelse med anholdelserne gennemførte Task Force Vest omfattende ransagninger på fem adresser i Aalborg og omegn og beslaglagde i den forbindelse forskellige former for tyvekoster.

Begge de anholdte medlemmer af Bandidos fremstilles i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg tirsdag.

De to andre anholdte forventes løsladt efter afhøring. Anklagemyndigheden vil i forbindelse med fremstillingen begære dørene lukket af hensyn til efterforskningen.

Task Force Vest er en særlig enhed, der efterforsker rocker- og bandekriminalitet, organiseret indbrudskriminalitet, hælerier og hjemmerøverier.

/ritzau/