Fischer før All England: Det kan snart være slut

Skrevet af admin

02/03/2015

Dagens topnyheder

Karrieren lakker mod enden for den danske mixeddouble-konstellation med Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen, der i en årrække har tilhørt den absolutte verdenstop.

Parret rangerer stadig som nummer to i verden, men pilen peger i den forkerte retning inden denne uges All England.

Søndag tabte duoen ved German Open for anden gang i 2015 en finale til Danmarks på papiret næstbedste duo med Mads Pieler Kolding/Kamilla Rytter Juhl.

- Vi er tæt på at kunne melde en beslutning ud, og det kan snart være slut. Fremtiden er snart på plads og kan nok meldes ud efter All England. Vi vil ikke gøre noget stort nummer ud af det, det er ingen stor surprise, siger Joachim Fischer Nielsen.

Spørgsmålet, om hvorvidt han og Christinna Pedersen vil sigte frem mod OL i 2016, har indtil nu været ubesvaret, men den seneste udmelding tyder ikke på deltagelse i Rio.

- Der er også lang tid til OL, når man er 36 år som jeg. Skal vi til OL, skal vi have en realistisk chance for at vinde. Ellers er der ingen idé i det.

- Til All England vil vi få at se, om vi har niveauet, der giver det mening at fortsætte fremadrettet. Vinder vi, er der ikke så lang tid til OL, men der er langt, hvis vi taber i første runde, siger Fischer.

Det danske par er seedet til at nå finalen, men det kan blive vanskeligt at indfri.

- Vi er seedet to, så der er store forventninger. Vi har fået en forholdsvis god lodtrækning til de første to runder, men så står vi til at møde et par skrappe kinesere, siger han med henvisning til Liu Cheng og Bao Yixin.

Tre gange tidligere har de mødt kineserne og tabt hver gang, senest to gange ved Super Series Finals i 2014.

- Vi håber på revanche, men det kræver, at vi rammer topformen, siger Joachim Fischer Nielsen.

Hovedturneringen ved All England begynder onsdag.

/ritzau/