Flere meldes dræbt af nedstyrtet tag i Riga

Skrevet af admin

21/11/2013

Mest læste i dag

En større gruppe mennesker blev fanget under et nedstyrtet tag, da et supermarked i Letland styrtede sammen torsdag, oplyser bystyret i Riga, den lettiske hovedstad.

Det lokale nyhedsbureau BNS skriver, at fire mennesker blev dræbt, og at mange blev kvæstet, da et tag over et supermarked kollapsede i en forstad til Riga.

En talsperson for redningstjenesten i byen, Inga Vetere, siger, at omkring 30 mennesker blev kvæstet. Blandt de dræbte var en mand fra redningsmandskabet.

Redningshold har hjulpet 15 personer ud fra den sammenstyrtede bygning.

- 50 mennesker er stadig fanget under taget, siger Rigas viceborgmester, Andris Ameriks, til BNS.

- Men det er svært at sige noget præcist antal, fordi det var en forretning, og der er mange mennesker i en forretning på det tidspunkt på dagen, tilføjer han.

Han siger, at ulykken måske skyldtes en eksplosion. Han oplyser ikke yderligere detaljer.

Op mod 13 redningshold og 17 ambulancer var på stedet torsdag aften.

Det 500 kvadratmeter store supermarked blev bygget i 2011.

Repræsentanter for redningstjenesten har ifølge nyhedsbureauet dpa også sagt, at en eksplosion kan være årsagen til sammenstyrtningen. Lokale medier siger, at der blev arbejdet på taget før ulykken.

/ritzau/AFP