Flere oplever allergi over for kød efter bid fra skovflåt

Skrevet af Laura Nygaard

21/06/2015

Dagens topnyheder

For seks år siden, opdagede forskere, at et bid fra en flåt kunne føre til allergi over for kød. Siden er antallet af nye tilfælde tidoblet i Sverige. Forskere mener, at flere er ramt, men de ved endnu ikke, at det er kød, de er allergiske for, skriver svt.se.

Også herhjemme oplever danskere at blive diagnosticeret med kødallergi, selvom de danske læger ikke er lige så opmærksomme på den forholdsvis nye allergiform.

Læs også: Smart sommertrick: Sådan fjerner du smertefrit en flåt på få sekunder

Men det er vigtigt at få en diagnose, så man kan holde sig fra de farlige madvarer.

- Der er flere grader af allergien, men i mange tilfælde har patienten haft livstruende symptomer. Derfor er det så vigtigt at opdage dem, der har allergien, har speciallæge Kirsten Brændholt Rasmussen tidligere sagt til Astma-Allergi Danmark.

En patient med kødallergi får typisk kløende udslæt, hævelser i ansigt, mund og hals, mavesmerter, kvalme og diarré.

Læs også: Allergien fra helvede: 17-årig pige allergisk overfor vand

Halvdelen af patienter har desuden oplevet allergisk chok, hvor blodtrykket bliver lavt, og de besvimer og/eller får åndedrætsbesvær. Symptomerne opstår ofte to til syv timer efter indtagelsen, og altså ikke umiddelbart efter, som med de fleste fødevareallergier.

- Vi ønsker ikke at skræmme folk, bare oplyse dem, så dem der ikke er blevet diagnosticeret, ser en læge og får hjælp, siger allergispecialist ved Södersjukhuset i Sverige Maria Starkhammar.

Læs også: Den værste allergi: Forelskede Ida kan ikke tåle sin kæreste

- Man kan ikke blive helbredt for kødallergi. De ramte bør holde sig fra rødt kød og indmad. Dette gælder også tilberedt kød. Det kan også være nødvendigt at begrænse indtaget af mælk samt slik, der indeholder gelatine, siger Marianne Van Hage, professor i klinisk immunologi ved Karolinska Instituttet og en af ​​forskerne bag opdagelsen.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: