FN: 43 FN-soldater taget til fange i Golanhøjderne

Skrevet af admin

28/08/2014

Dagens topnyheder

En væbnet gruppe har taget 43 medlemmer af FN's fredsbevarende styrker til fange i den syriske del af Golanhøjderne, oplyser FN ifølge flere nyhedsbureauer.

Organisationen oplyser, at den gør alt, hvad den kan, for at sikre deres løsladelse.

- 43 af vores fredsbevarende styrker blev tilbageholdt tidligt denne morgen af en væbnet gruppe i nærheden af ​​Al Qunaytirah, siger FN i en erklæring.

Samtidig er bevægelsen af yderligere 81 fredsbevarende styrker, der opererer i området, blevet "begrænset", lyder det fra FN ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Samtidig skriver Reuters, at det er en syrisk oprørsgruppe, der kæmper mod den syriske hær, der står bag tilbageholdelsen.

Israel erobrede Golanhøjderne fra Syrien under krigen i 1967. Israel har siden annekteret det strategiske højdedrag, men annekteringen er ikke internationalt anerkendt.

Golanområdet har i mange år været roligt, selvom Israel og Syrien teknisk set stadig er i krig.

I forbindelse med borgerkrigen i Syrien har mortergranater dog flere gange slået ned i Golan.

/ritzau/