FN-domstol: Hverken Serbien og Kroatien begik folkedrab

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag siger i en dom, at Serbien ikke begik folkedrab i Kroatien under krigen i det tidligere Jugoslavien i årene 1992-1995. Ligeledes siger domstolen, at Kroatien ikke begik folkedrab mod serbere under Balkankrigen.

ICJ, der er FN's øverste domstol, afsagde tirsdag den længe ventede dom, efter at begge lande havde sendt klager til Haag.

Det var Kroatien, der i 1999 først bragte sagen for Den Internationale Domstol, men siden rettede Serbien lignende anklager mod Kroatien.

- Kroatien har ikke været i stand til at dokumentere, at der var tale om folkedrab, siger dommer Peter Tomka, da han tirsdag afsagde dommen i Haag.

Et panel med 17 dommere har afsagt dommen, som fastslår, at serberne ikke havde til hensigt at "ødelægge" den etniske kroatiske gruppe i dele af Kroatien, men at det var målet at flytte kroaterne med magt.

Serbien blev beskyldt for etnisk udrensning som "en form for folkedrab", hvilket førte til, at en stort antal kroater blev fordrevet, dræbt og torteret, mens deres ejendomme blev ødelagt.

Kroatien havde søgt økonomiske erstatning.

Omkring 20.000 mennesker blev slået ihjel i konflikten, som var en af flere på Balkan i 1990'erne.

I Beograds anklager mod Zagreb hed det modsat, at over 200.000 etniske serbere blev tvunget på flugt fra Kroatien, da kroatiske styrker indledte en offensiv for at fratage serbere deres ejendomme i Kroatien.

Kroaternes modoffensiv, der heller ikke kan kaldes folkedrab, reducerede antallet af serbere i Kroatien betydeligt.

Før konflikten var 12 procent af den kroatiske befolkning serbisk. Efter offensiven, som blev kaldt "Operation Storm," udgjorde det serbiske mindretal kun fire procent.

/ritzau/Reuters