FN-forsamlingen kritiserer had mod jøder

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Der indløber stadig flere rapporter om antisemitisme i blandt andet europæiske lande, og det er nu også en sag, som FN tager op.

Torsdag har FN-forsamlingen for første gang nogensinde holdt et møde, hvor problemet med chikane og angreb på jøder var på dagsordenen.

Det er sket på foranledning af en række lande, der har udtrykt deres bekymring.

- Kampen mod antisemitisme kan ikke adskilles fra vores bredere stræben efter fredelig sameksistens og menneskerettigheder for alle, sagde FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i en videoerklæring til mødet i New York.

- Hvor der er antisemitisme, vil der med sikkerhed også være andre former for diskrimination, tilføjede han.

Mødet kom to uger efter terrorangrebet i Paris i Frankrig, hvor islamiske terrorister angreb satiremagasinet Charlie Hebdo. Derefter var der to dramatiske gidseldramaer, hvor en terrorist tog gidsler i et jødisk supermarked.

I alt blev 17 mennesker dræbt i de dramatiske dage plus de tre terrorister. Blandt ofrene var fire jøder fra supermarkedet.

Derefter udstationerede fransk politi sikkerhedsstyrker ved jødiske skoler, supermarkeder og andre jødiske institutioner.

Michael Roth, Tysklands europaminister, sagde i New York, at han er alarmeret over stigningen i antisemitiske angreb og demonstrationer verden over, herunder i Tyskland. Han lovede, at jøder vil blive beskyttet i Tyskland.

Samantha Power, USA's FN-ambassadør, sagde, at regeringer og samfund må stå sammen mod alle former for diskrimination og undertrykkelse.

- Angreb på enhver religiøs eller etnisk gruppe er et angreb på os alle, sagde hun.

Israels FN-ambassadør, Ron Prosor, erklærede, at hans land ikke vil forholde sig i ro, mens jøder bliver undertrykt. Han opfordrede andre lande til at slutte sig til Israels kamp.

- Lad denne besked fra denne institution brede sig til Europas gader og til hovedstæderne i alle nationer: Stå op for menneskerettigheder og for den menneskelige værdighed ved at stå op imod antisemitisme, sagde Prosor.

/ritzau/dpa