FN-udsending: Tæt på fredsplan i krigshærget Libyen

Skrevet af admin

19/04/2015

Mest læste i dag

De stridende parter i Libyen er på vej med et udkast til en fredsplan.

Man er "meget tæt på en endelig aftale," lyder meldingen fra FN's særlige udsending i det nordafrikanske land.

FN-udsendingen Bernardino León bekræfter, at man i øjeblikket forbereder direkte forhandlinger mellem de bevæbnede grupper.

- Jeg kan oplyse, at vi nu har et udkast, som ser ud til at være meget tæt på en endelig aftale, siger León.

- 80 procent af teksten i udkastet er noget, som parterne kan være enige om.

Forhandlingerne, som ledes af FN, foregår i den marokkanske kystby Skhirat, og om lidt over en uge vil repræsentanter for de rivaliserende grupper vende hjem til Libyen for at afslutte aftalen.

Det nordafrikanske land har været politisk splittet siden 2011, da den daværende diktator, Muammar Gaddafi, blev væltet.

Siden har forskellige grupperinger kæmpet om magten og landets olierigdomme.

Målet med de aktuelle forhandlingerne i Marokko er at skabe en samlingsregering, der kan sætte en stopper for blodsudgydelserne.

Hundredvis af mennesker har mistet livet det seneste år i Libyen.

Senest har Islamisk Stat søndag udsendt en video fra landet, hvor man ser cirka 30 kristne fra Etiopien blive henrettet. Henrettelserne er endnu ikke bekræftet fra officielt sted.

Den ekstremistiske gruppe, som fører krig i både Syrien og Irak, har fået støtte fra flere militante grupper i Libyen.

Fredag blev 21 mennesker dræbt i kampe mellem regeringssoldater og en militant gruppe nær Tripoli.

/ritzau/AFP