FN's høje ambitionsniveau falder i god jord hos ngo

Skrevet af admin

25/09/2015

Dagens topnyheder

- Sigter man højt, når man også længere.

Det siger Katja Iversen, som er direktør i kvinderetsorganisationen Women Deliver, som er til stede i New York, hvor alverdens statsledere fredag samles for at vedtage FN's nye 2030-udviklingsmål.

Foruden statslederne samles ngo'er, ikkestatslige organisationer, i håb om at få indflydelse på de 17 målsætninger, som landene forpligter sig på for øge sikkerheden og rettighederne for hele verdens befolkning inden 2030.

Selvom ambitionsniveauet er højt, er optimismen også, lyder det.

- Jeg tror, det er realistisk, hvis man investerer økonomisk og politisk.

- Papiret med målsætninger er fundamentet. Nu skal vi bygge huset. Men FN's målsætninger er et vigtigt værktøj, fordi verdens lande forpligter sig, og derfor kan vi efterfølgende holde dem oppe på det, siger Katja Iversen.

2030-målene er opfølgningen på de såkaldte millenniummål, der blev vedtaget i år 2000, og som nu fornys.

Ud over at antallet af målsætninger er fordoblet, går de nye mål også efter at udrydde fattigdom, sult og ulighed i 2030. Katja Iversens erfaring er, at ambitionerne er vigtige.

- En af målsætningerne fra 2000 var at nedbringe mødredødeligheden med 75 procent, og den er blevet nedbragt med 50 procent. Derfor vælger vi at se glasset halvt fyldt, for det viser nemlig, at vi kan. Nu skal vi bare i gang, siger hun.

Katja Iversen er klar over, at selvom målsætningerne er fyldt med gode intentioner, så kan de ikke stå alene. Det kræver også konkrete løsningsforslag.

Women Deliver arrangerer derfor en konference i København i foråret 2016. Målet er at finde ud af, hvordan man bedst muligt kan hjælpe verdens kvinder. Og Katja Iversen tror, at det vil gå lettere med FN-målene som støtte.

/ritzau/