Fødevareminister: Hæv straffen for dyremishandling

Skrevet af Kirstine Petersen

14/04/2015

Dagens topnyheder

Fødevareminister Dan Jørgensen skriver i et eksklusivt indlæg til Dagens.dk, at straffen for at mishandle og skade et dyr er alt for lav, som den er i dag.

Loven skal dermed kigges efter i sømmene, forklarer han i følgende indlæg:

Dyremishandling skal give strengere straffe
Hvis man tæver et dyr halv eller helt ihjel med vilje, skal man så slippe med en kort fængselsstraf eller en bøde på få tusinde kroner? Jeg synes det ikke.

Faktisk er det fornærmende billigt sluppet. Men desværre er det i dag ofte den barske virkelighed, og desværre, så er det også muligt for mange af mishandlerne at gå ud at købe et dyr dagen efter, hammeren er faldet i retten.

Det, synes jeg, er forkert. Derfor foreslår jeg nu, at vi ser nærmere på, hvordan vi kan hæve straffene for dyremishandling.

Dyr er levende, tænkende væsner, der kan være bange, føle smerte og desværre ofte er forsvarsløse. Derfor synes jeg, at det er noget af det mest nederdrægtige, man kan gøre; at pine et dyr, og straffen bør være derefter.
 
Lige nu er den normale straf 30 dages fængsel for grove tilfælde af dyremishandling, der nogle gange ender med at dyret dør af kvæstelserne.

Det, synes jeg, er for lidt, og det var næppe det, der var tanken, da man i sin tid satte strafferammen til ét år. 

Der er flere muligheder for at gøre livet mere surt for dyremishandlere. Man kan hæve bøderne, man kan give længere fængselsstraffe, eller være mere skrap med at fratage dem retten til at have dyr.

En ting er helt sikkert: Straffene skal strammes, og derfor vil jeg fremsætte et lovforslag om det hurtigst muligt.
 

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: