Første overskud i statskassens finanser siden 2008

Skrevet af admin

02/06/2015

Mest læste i dag

Takket være den såkaldte pensionsfinte bød 2014 på et overskud på de offentlige finanser. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Pensionsfinten går ud på, at nogle danskere har kunnet opnå en rabat ved at betale skat af deres pensioner med det samme frem for på udbetalingstidspunktet, og det luner altså i statskassen nu og her.

- Det offentlige overskud er opgjort til 34,6 milliarder kroner i 2014 i løbende priser.

- Ses bort fra de ekstraordinære indtægter i 2014 på cirka 62 milliarder kroner som følge af omlægningen af kapitalpensionsordningen, ville der have været tale om et underskud på cirka 28 milliarder kroner, oplyser Danmarks Statistik.

Dermed er der opjusteret med 10,6 milliarder kroner i forhold til de seneste tal fra marts, lyder det fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Overskuddet er nu på 1,8 procent af BNP.

Ifølge Nykredits chefanalytiker, Tore Stramer, er det første gang siden 2008, at der er overskud på de offentlige finanser. Men overskuddet kommer altså på grund af de ekstraordinære indtægter fra omlægningen af kapitalpensionen, understreger han.

- Overskuddet på den offentlige saldo giver således heller ikke anledning til øgede frihedsgrader i den økonomiske politik i år.

- Her er det udelukkende den strukturelle saldo, hvor der netop renses for ekstraordinære indtægter, der sætter grænserne for den økonomiske politik, skriver Tore Stramer i en kommentar.

Der forventes i år et underskud på 0,5 procent på den strukturelle saldo i år og næste år, hvilket nøjagtigt er inde for budgetlovens rammer, påpeger Tore Stramer.

Sidste år endte det offentlige forbrug på 511,1 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 1,4 procent i løbende priser i 2014 mod en stigning på 0,4 procent året før.

Det var blandt andet de samlede indkomstoverførsler, der steg som følge af større udgifter til folkepension. Udbetalingen af indkomstoverførsler steg med seks milliarder kroner eller 1,8 procent i 2014 i forhold til 2013.

- Udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge faldt med 1,1 milliarder kroner eller 5,5 procent, folkepensionen steg med 5,3 milliarder kroner eller 4,7 procent, og tjenestemandspensionerne steg med 0,9 milliarder kroner eller 3,4 procent.

Derudover er en række indkomstoverførsler steget med mindre beløb, skriver statistikbanken.

/ritzau/