Forbindelse mellem vold og ekstremisme bekymrer minister

Skrevet af admin

09/09/2014

Dagens topnyheder

En ny kortlægning af ekstremistiske- og antidemokratiske miljøer i Danmark bekymrer social- og integrationsminister Manu Sareen (R).

Det er særligt ekstremisternes legitimering af vold som et anvendeligt redskab for at forsvare deres ideologiske holdninger, der bekymrer ministeren. Det siger han til Ritzau.

- Det er ikke en overraskelse for mig, men det er meget interessant for mig, at bander i stigende grad indfletter islam i deres retorik, og bruger det til at legitimere voldelige og ulovlige aktiviteter. Det er en meget bekymrende tendens, siger Manu Sareen.

Kortlægningen stammer fra en ny rapport fra SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der var bestilt af netop Social- og Integrationsministeriet for at skaffe viden om miljøer med holdninger og vilje til handlinger, der kan være i konflikt med demokratiske styreformer.

Rapporten konkluderede blandt andet, at der er 15 grupper af ekstremistiske eller antidemokratiske højreradikale, venstreradikale eller islamister i Danmark.

- Det er et øjebliksbillede, som rapporten giver. Jeg har et stort puslespil foran mig, og der er rapporten en brik blandt rigtig mange. Den kortlægger nogle af de lukkede miljøer, som er svære at komme ind under huden på.

- Den viden skal vi sammen med viden fra for eksempel Politiets Efterretningstjeneste samle og videreformidle til det rette personale, som arbejder med de her mennesker, siger Manu Sareen.

SFI-rapporten giver også et billede af udfordringen med danske statsborgere, der drager til hellig krig i Syrien. Omfanget af udfordringen bliver dog ikke for alvor kortlagt. Alligevel er Manu Sareen tilfreds med de oplysninger, rapporten giver på området.

- Der er noget, som tyder på, at vi er blevet bedre til at forebygge det. I Aarhus har vi fået stoppet noget af den voldsomme trafik af hellige krigere.

- Det har man blandt andet gjort ved at være meget opsøgende og ånde dem i nakken og inddrage familie og netværk i det arbejde. De erfaringer skal vi bruge videre i et forebyggende arbejde, siger ministeren.

Afslutningsvis siger Manu Sareen, at han også noterer sig, at rapporten påpeger, at der er et behov for at se nærmere på, hvordan islamistiske grupper bruger internettet på at distribuere sig selv, men også til at rekruttere nye medlemmer.

/ritzau/