Forbrugertilliden flirter stadig med rekorden

Skrevet af admin

22/04/2015

Mest læste i dag

Optimismen blandt de danske forbrugere er fortsat høj, og det er med de positive briller, der kigges på den økonomiske fremtid.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort onsdag.

Forbrugertilliden, der er en indikator for danskernes syn på den nuværende og fremtidige økonomiske situation, er ganske vist tæt ved uændret fra marts til april. Forbrugertilliden endte således på 13,7 i april mod 13,9 i marts.

Men niveauet ligger højere end gennemsnittet for de seneste seks måneder på 9,7.

Og forbrugernes forventninger ligger også fortsat tæt på den hidtidige højeste score på 15,5, der blev målt i januar 2006.

- Forbrugertilliden er fortsat meget høj. Vi skal ikke opleve meget yderligere fremgang, før at jeg tror, rekorden bliver slået, lyder forventningen hos cheføkonom Thomas Søby fra erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Jeg tror, at en del af forklaringen til den megen optimisme er, at oven på syv magre år, så skaber det ekstra meget glæde hos danskerne, at vi nu alle kan se lys for enden af tunnelen, tilføjer cheføkonomen.

Privatforbruget kan dog ikke skabe opsvinget alene, og fremgang i eksporten er derfor også nødvendigt, lyder det fra Thomas Søby.

/ritzau/