Formand til politikere: Tænk jer om før I sænker skat

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

Produktivitetskommissionen afleverede mandag sin slutrapport til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) med en anbefaling om at se nærmere på erhvervslivets skat.

Ifølge kommissionens formand, Peter Birch Sørensen, bliver virksomheder, der drives som aktieselskaber, relativt hårdt beskattet i Danmark.

Han anbefaler dog politikerne at tænke sig godt om, før man begynder at ændre på beskatningen:

- Vi har ikke fremlagt konkrete forslag til skattelettelser her og nu, men vi peger på, at man ved at flytte om på nogle skatter kan fremme produktiviteten.

- Vi har anbefalet, at man kigger nærmere på erhvervsbeskatningen, for der er nogle områder, hvor det ser ud, som om den er hårdere, end den burde være, siger Peter Birch Sørensen på mandagens pressemøde, hvor slutrapporten blev præsenteret.

Sidste år blev regeringen enig med Venstre og De Konservative om at sænke selskabsskatten med tre milliarder kroner, hvilket førte til hård kritik fra regeringspartiers bagland og vælgere.

I rapporten fastslår kommissionen blandt andet, at selskabsbeskatningen i Danmark fortsat ikke bør være højere end vores nabolande.

Kommissionen foreslår desuden, at der nedsættes et sagkyndigt udvalg, som skal udrede, hvordan der kan skabes et mere effektivt regelsæt for beskatning af erhvervsindkomst og kapitalafkast.

Målet er, at pengene til investeringer ledes derhen, hvor der er størst afkast for samfundet.

- Vi ser et behov for at give hele erhvervs- og kapitalbeskatningsområdet et serviceeftersyn, siger Peter Birch Sørensen.

Før politikerne går i gang med skattelettelser på området, skal man have et sikkert grundlag at arbejde ud fra, fordi beskatningen af virksomheder i dag er "noget af et kludetæppe"

- Det er vigtigt, at der bliver skabt langtidsholdbare løsninger, siger Peter Birch Sørensen.

På baggrund af kommissionens rapport ventes regeringen om kort tid at fremlægge et oplæg til vækstinitiativer. Venstre har på forhånd krævet skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet som en del af initiativerne. Det har regeringen dog afvist.

/ritzau/