Formodet syrienkriger mister opholdstilladelse

Skrevet af admin

18/09/2015

Dagens topnyheder

En mand, som myndighederne formoder er i Syrien for at deltage i væbnet konflikt, har som den første formodede såkaldte syrienkriger fået frataget sin opholdstilladelse i Danmark.

Ifølge DR Nyheder tikkede et brev om afgørelsen ind i mandens eboks den 13. juli.

Manden er født og opvokset i Danmark, og er den første, der har fået frataget sin opholdstilladelse, efter loven om syrienkrigere.

Afgørelsen om at inddrage mandens opholdstilladelse forhindrer ham i at vende tilbage til Danmark eller rejse til et andet Schengen-land.

Dokumenter som DR Nyheder har fået aktindsigt i giver et indblik i, hvordan de danske myndigheder har truffet afgørelse i sagen.

I foråret 2014 henvendte bekymrede pårørende til manden sig hos politiet. Manden var forsvundet uden sine ejendele. Få dage senere ringer han hjem til sin far, angiveligt fra Tyrkiet. Han fortæller, at han har det godt.

De pårørende beder Udenrigsministeriet om hjælp til at få ham hjem til Danmark. I foråret modtager Udlændingestyrelsens Borgerservice en henvendelse i sagen, der får dem til at rette kontakt til politiet.

I dokumenterne, som DR har fået aktindsigt i, er det streget over, hvem der henvender sig, og hvad henvendelsen konkret går ud på.

Den 20. april anmoder Udlændingestyrelsen Rigspolitiet om en vurdering af, om der er grund til at antage, at manden deltager i aktiviteter til fare for statens sikkerhed. Og om han eksempelvis opholder sig i Irak eller Syrien.

Politiet svarer bekræftende på spørgsmålene i begyndelsen af juni.

Siden marts 2015 har Udlændingestyrelsen haft mulighed for at inddrage opholdstilladelser hos formodede syrienkrigere, som er rejst fra Danmark, men altså ikke er danske statsborgere.

Alene det, at politiet har "grund til at antage" er nok til at inddrage en opholdstilladelse fra en herboende, der deltager i formodet væbnet konflikt.

Flygtningenævnet skal nu behandle en klage over inddragelsen af opholdstilladelsen i den aktuelle sag.

Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at mindst 125 personer fra Danmark er rejst til Syrien og Irak for at deltage i væbnet konflikt. Mere end 15 menes at være dræbt under deres ophold.

 

 

 

/ritzau/