Forskere: Badevægten afslører, om du er glad for at se madprogrammer

Skrevet af Jesper Larsen

22/03/2015

Dagens topnyheder

Hvis du godt kan lide at se madprogrammer i fjernsynet og du laver din egen mad fra bunden, så er der en god chance for, at det kan ses på badevægten. 

Det viser en ny undersøgelse fra Cornell Universitys Food and Brand Lab.

Forskerne undersøgte 501 tilfældigt udvalgte personer mellem 20 og 34 år, hvor de kiggede på deres madvaner. De af de medvirkende, der fik deres opskrifter fra madprogrammer, vejede næsten seks kg mere end dem, der så madprogrammer men ikke lavede mad selv, og dem der fik opskrifter fra venner og på nettet. 

Forskerne har forsøgt at finde en forklaring på de ekstra kilo, og de mener, at de kan hænge sammen med madprogrammernes begejstring for fedtholdig og usund mad. 

- En årsag til fænomenet kan være, at de opskrifter der bliver præsenteret i madprogrammer ikke er de sundeste, og seerne får en ide om, at det er helt fint at spise usund mad eller store portioner, siger en af forskerne bag undersøgelsen, Brian Wansink.