Frankrig slår Qatars købehold og er ny verdensmester

Skrevet af admin

01/02/2015

Mest læste i dag

Ny verdensmester i herrehåndbold er Frankrig. Det står klart, efter at franskmændene efter stort besvær vandt en kneben sejr på 25-22 over værtsnationen Qatar.

Qatar har trods nederlaget fået det optimale ud af en trup, der primært er sammensat af naturaliserede spillere fra mange forskellige nationer, og som har trænet hårdt og længe op til VM på hjemmebane.

Under hele slutrunden har der været massiv kritik af Qatar. Det er blevet kaldt et købehold, fordi spillerne fra blandt andet Cuba, Frankrig, Spanien og Bosnien er blevet lokket med pæne summer i hyre for at stille op for ørkenstaten.

Det har også rejst en diskussion om, hvorvidt det skal være tilladt at optræde for mere end et landshold i løbet af en håndboldkarriere.

Qatar formåede dog ikke at nå helt til tops ved VM i en kamp, hvor Frankrig kom bedst fra start.

Frankrig bragte sig hurtigt foran 3-1, og Qatar forsøgte at følge godt med, men flere spillere virkede overtændte fra start.

Qatars stærkeste forsvarsspiller Hassan Mabrouk fik sin anden udvisning og måtte ud i to minutter, og det udnyttede Frankrig til at komme foran 9-5.

Trods risikoen for at rødt og kort og tidligt bad blev Mabrouk sendt på banen igen af Qatars landstræner, spanieren Valero Rivera, som tidligere har været landstræner for Spanien.

Frankrig blev ved med at forcere tempoet og kom også foran 12-7. Fire franskmænd skilte sig ud med tre mål hver - Nikola Karabatic, Daniel Narcisse, Michaël Guigou og Alix Nyokas.

Især Karabatic var ustyrlig og bragte også Frankrig foran 13-7 og skreg glæden ud foran den propfyldte Lusail Multipurpose Hall, som var udsolgt og i øvrigt arena for en fantastisk stemning på finaledagen.

De mange tusinder lokale fans i klædedragter var med til at skabe en euforisk atmosfære. Og det var ikke kun de købte spanske fans i Qatar-dragter, der larmede med deres tubaer, horn og trompeter.

Qatar viste god moral og fik reduceret til 11-14 inden pausen, og det bevarede spændingen i opgøret.

I anden halvleg forsøgte Qatar at kommet helt tæt på, og det lykkedes at holde spændingen intakt helt indtil stillingen 19-20.

Så stak Frankrig igen af og kom foran med 22-19, men Qatar blev ved med at kæmpe og reducerede blandt andet til 21-23. Det var dog ikke nok til at blive en sensationel verdensmester i håndbold.

Dertil var franskmændene for dygtige, rutinerede og effektive i slutfasen, hvor målmand Thierry Omeyer havde flere gode redninger.

Frankrig, som også vandt EM sidste år på dansk grund, kørte sejren sikkert hjem og samledes i vild jubel inde midt på banen.

/ritzau/