Franske håndboldherrer ydmyger Qatar i Danmarks gruppe

Skrevet af admin

09/08/2016

Dagens topnyheder

De franske håndboldherrer viste ingen nåde mod Qatar i OL-turneringen. Det endte med en stensikker sejr på 35-20 til Frankrig, der nu har fire point efter to kampe og fører Danmarks gruppe.

Både Frankrig og Qatar kom til opgøret med en sejr fra første kamp i bagagen. Men tirsdag var det franskmændene, der var overlegne.

Kampens første halve time var en jævnbyrdig affære. Frankrig forsøgte at stikke af, men Qatar slap dem aldrig af syne. Med en god slutspurt sikrede Frankrig dog til sidst i halvlegen et forspring på 16-13.

Tremålsføringen kom aldrig i fare efter pausen. Franskmændene tromlede hen over ørkenstaten, og før Qatar fik set sig om, var de bagud med et tocifret antal mål.

Målmand Thierry Omeyer lukkede ned for Qatars skytter, og i den anden ende var de blåblusede skarpe. Det endte derfor med en storsejr på 15 mål.

Med sejren lægger Frankrig sig i spidsen af gruppe A. Men Danmark kan også komme op på fire point med en sejr i tirsdagens opgør mod Tunesien.

Fire hold går videre fra gruppen, der også tæller Argentina og Kroatien.

/ritzau/