Frederiksen: Antallet af indvandrere har betydning

Skrevet af admin

10/10/2014

Mest læste i dag

Danmarks nye justitsminister, Mette Frederiksen (S), deler ikke FN's bekymring om, at regeringens foreslåede stramninger på asylområdet kan være på kant med international ret.

Det fastslår hun efter fredag at have overtaget justitsministerposten fra Karen Hækkerup (S), der forlader politik til fordel for direktørjobbet i Landbrug & Fødevarer.

- Vi står med en af de største flygtningekatastrofer i mands minde. Millioner er på flugt, og i den situation skal Danmark selvfølgelig løfte sit ansvar, som vi altid har gjort det, siger hun og fortsætter:

- Men vi skal også være realister. Vi er ikke et særligt stort land, og vi skal kunne integrere de mennesker, der kommer hertil. Derfor er de stramninger, vi lægger op til, de rigtige.

Spørgsmål: Deler du den skuffelse over de bebudede stramninger, som FN har givet udtryk for?

- Jeg er uenig i den skuffelse. Det er vigtigt, at vi kan få tingene til at hænge sammen i Danmark, siger hun.

- Jeg vil gerne have, at indvandring foregår på en ordentlig måde. Nu er jeg selv fra den københavnske vestegn, og jeg synes, det er ret åbenbart, at det antal, der kommer til Danmark, selvfølgelig spiller en rolle, både hvad angår skole og arbejde, siger Mette Frederiksen.

De planlagte asyl-stramninger dominerede Folketingets åbningsdebat torsdag, og det tegner til at blive et stort tema frem mod valget.

Og derfor er det næppe overraskende, at det bliver Mette Frederiksen, der skal træde til i Justitsministeriet efter Karen Hækkerup.

- Det er vemodigt at forlade Beskæftigelsesministeriet. Men det er jo sådan, at når landets statsminister beder mig om at løfte en opgave, så løfter jeg den, og man kommer nok ikke uden om, at hele retsområdet er en kerneopgave i vores samfund, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/