Fristen for en atomaftale med Iran forlænges

Skrevet af admin

30/06/2015

Dagens topnyheder

Det var egentlig meningen, at Iran og stormagterne senest tirsdag skulle finde frem til en permanent aftale, der bilægger striden om det iranske atomprogram.

Sådan går det ikke.

Den amerikanske delegation ved forhandlingerne i Wien i Østrig meddeler, at den midlertidige aftale, der blev indgået tidligere i år, forlænges, så den gælder til den 7. juli, altså næste tirsdag.

Det sker, siger amerikanerne, for at få nogle ekstra dage til at blive enige om en permanent løsning.

Forhandlingerne foregår mellem Iran og den såkaldte P5+1-gruppe.

Denne gruppe består af FN's fem vetomagter, USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien. Dertil kommer Tyskland.

Forhandlingerne skal føre til en løsning, der sikrer, at Iran ikke udvikler atomvåben.

Iran har forsikret, at atomprogrammet kun har fredelige formål, men ikke alle er sikre på det.

Det skyldes blandt andet, at atominspektørerne fra Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA) tidligere har fundet uoverensstemmelser med det, iranerne har oplyst, og det, der er fundet i de iranske atomanlæg.

Iran har siden 2006 været underlagt FN-sanktioner på grund af striden. Samtidig har Vesten haft en række andre sanktioner mod Iran, hvilket har ramt landet hårdt.

Lykkes det at finde en permanent aftale, håber Iran, at sanktionerne kan ophæves, hvilket kan føre til mere tiltrængt vækst i landet.

/ritzau/Reuters