Game of Thrones har kostet kærligheden

Skrevet af admin

13/04/2015

Dagens topnyheder

Pigerne elsker ham i rollen som den ensomme outsider-helt, Jon Snow. Men i virkeligheden er det blevet langt sværere, det med pigerne, for skuespilleren Kit Harrington fra Game of Thrones.

For seriens verdensomspændende succes har haft indflydelse på hans kærlighedsliv og hans berømmelse har gjort det svært at finde en kæreste.

- Ja, det har det. Jeg taler normalt ikke så gerne om det, men hvis man har succes som skuespiller, så kommer det til at påvirke ens kærlighedsliv, fortæller 28-årige Kit Harrington og uddyber:

- Man rejser rundt og laver presse på sine film, og hvis man er i et forhold, så er det svært at få det til at fungere, med mindre du har en, der kan og gerne vil rejse rundt sammen med dig, og som har et job, som vedkommende kan tage med, forklarer han.

- Sidste år var jeg måske to måneder i London, hvor jeg har hjemme. Og det tærer altså på et forhold. Og hvis man så også er et kendt ansigt og folk har en mening om, hvem man er, så kan det være svært at starte noget fra bunden med nogen, siger skuespilleren.

Siden Game of Thrones ramte skærmene med sin første sæson i 2011, er fanskaren vokset til uanede højder. Det mærker Kit Harrington tydeligt, men han har også lært at tage sine forholdsregler, så han kan gå i fred.

- Hvis jeg barberer skægget af, er der ikke mange, der genkender mig. De første par år, hvor vi lavede Game of Thrones, synes jeg, det var superfedt at blive stoppet på gaden, jeg nød det virkelig. Jeg nyder det da stadigvæk, men det er ikke så spændende mere for mig, som det var engang, siger han.

At ofre sit privatliv har været den største pris for skuespilleren.

- Jeg har det sådan, at jeg spiller skuespil gratis, og så bliver jeg betalt for at have mistet min anonymitet. Det er sådan, jeg ser det. Og det er fint nok, jeg vidste jo, hvad jeg gik ind til, hvis jeg ville have succes som skuespiller, siger han.

 Men selvom Kit Harrington har været med i serien i mange år efterhånden, så vænner han sig aldrig til den opmærksomhed, der følger med, fortæller han.

- Der er nogle dele af det, der stadig overvælder mig, selvom jeg er en slags veteran i det nu. Men jeg tror ikke, at showet kan blive meget mere populært. Det har ligesom nået sin højde, men selvfølgelig håber jeg, at det vil blive på det niveau.

Femte sæson af hitserien havde premiere på HBO Nordic natten til mandag.

Newspaq