Eurogruppen har truffet en principbeslutning om at sige ja til at indlede forhandlinger om et tredje støtteprogram for Grækenland, hedder det i en udtalelse.
Det sker, efter at det græske parlament natten til torsdag har opfyldt første del af betingelserne for at indlede forhandlingerne, sådan som det blev aftalt på det 17 timer lange eurotopmøde tidligere på ugen.
Her stemte et stort flertal på 229 græske parlamentsmedlemmer for de første fire love i en omfattende pakke af reformer, der skal bane vej for en ny hjælpepakke på op til 86 milliarder euro - 645 milliarder kroner - til det kriseramte land. 64 medlemmer af parlamentet stemte imod.
Eurogruppen, der består af de 19 eurolandes finansministre, hilser beslutningen i det græske parlament velkommen og konstaterer, at EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond finder, at Grækenland har gjort som aftalt og til tiden.
I en skriftlig udtalelse efter mødet hedder det, at eurogruppen derfor i princippet har besluttet at tilbyde Grækenland et tre-årigt støtteprogram, når det også er godkendt af eurolandenes nationale parlamenter.
Når det er sket, vil Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, ESM, træffe den formelle beslutning om at bede de tre institutioner om at indlede forhandlingerne.
ESM kaldes populært eurolandenes redningsfond, og den har eurolandenes finansministre som bestyrelse. Formanden for eurogruppen, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem, er også formand for ESM.
/ritzau/