Grækenland skal ikke regne med udsættelse fra IMF

Skrevet af admin

16/04/2015

Mest læste i dag

Intet land med en udviklet økonomi har tidligere fået betalingsudsættelse fra Den Internationale Valutafond (IMF), og det kommer næppe heller til at ske for Grækenland.

Det siger IMF-chef Christine Lagarde.

- Det er helt klart ikke en passende løsning, svarer hun på spørgsmålet om, hvorvidt Grækenland kan få mere tid til at betale sin gæld til fonden.

Flere medier har skrevet, at den græske regering har foretaget en uformel henvendelse for at undersøge, om det er muligt at få udsættelse.

Lagarde siger, at en sådan løsning i realiteten indebærer en øget støtte til Grækenland.

- Vi har aldrig fået en sådan henvendelse fra et land med en udviklet økonomi. de sidste 30 år har IMF's bestyrelse heller ikke godkendt nogen betalingsudsættelser, understreger Lagarde.

Grækenland har meddelt, at statskassen er ved at være tom. Landets långivere i IMF og eurolandene har fastfrosset den økonomiske hjælp, indtil den græske regering indgår en aftale om en reformpakke.

Lagarde opfordrer Grækenland og dets kreditorer til at "fortsætte med arbejdet", så de hurtigere kan få godkendt de græske reformplaner og komme frem til en løsning.

Regeringspartiet Syriza gik til valg på at sætte en stopper for de reformkrav, som internationale kreditorer har stillet til gengæld for de milliardlån, der sikrer Grækenland mod statsbankerot.

/ritzau/Reuters