Grækenland triumferer i overtiden mod Elfenbenskysten

Skrevet af admin

25/06/2014

Dagens topnyheder

Grækenland er videre til 1/8-finalerne ved VM i fodbold efter en dramatisk 2-1-sejr over Elfenbenskysten i gruppe C.

Den afgørende scoring faldt dybt inde i overtiden, da grækerne blev tilkendt et straffespark.

Den rutinerede angriber Georgios Samaras blev sat til at eksekvere, og det var tydeligt, at Samaras var præget af nervøsitet. Der var dog ikke noget at være nervøs for, da bolden usvigeligt sikkert blev banket i kassen.

Inden sidste spillerunde i gruppe C kæmpede hele tre hold - Elfenbenskysten, Grækenland og Japan - om at gøre Colombia selskab i 1/8-finalerne.

Da Japan hurtigt kom bagud mod Colombia, lå det hurtigt i kortene, at det egentlige slag stod mellem Grækenland og Elfenbenskysten.

Det lignede længe et græsk avancement. Sydeuropæerne bragte sig i front umiddelbart før pausen efter afrikansk sløseri på egen banehalvdel.

Bolden blev spillet direkte hen i fødderne på Andreas Samaris, der kom helt alene igennem efter en et-to-kombination med en holdkammerat. Angriberen udnyttede sikkert den store chance og sendte europamestrene fra 2004 i front.

Selv om bolden for det meste var på ivorianske fødder, så var det Grækenland, der var mest nærgående. Så snart bolden kom over midterlinjen, så blev det farligt. Georgios Karagounis trykkede blandt andet bolden op på overliggeren.

Et kvarter før slutfløjt bragte Elfenbenskysten sig i stedet på kurs mod 1/8-finalerne, da Swansea-angriberen Wilfried Bony udlignede til 1-1. Bony modtog en tværpasning og fik sendt bolden i mål.

Da de 90 minutter var gået var smilene store på den ivorianske bænk, men mundvigene kom kort efter til at hænge nedad, da Georgios Samaras på et straffespark tordnede Grækenland videre i turneringen.

I den anden kamp i gruppe C vandt topholdet fra Colombia 4-1 over Japan, der aldrig rigtig var i nærheden af sejren. Colombia skal i 1/8-finalen møde Uruguay, mens Grækenland står over for Costa Rica.

/ritzau/