Grandprix-darling får sin partner til at svede

Redaktionen

422 uger siden

|

06/09/2016

Dagens topnyheder

Det er gået de færreste dansefans næsen forbi, at melodigrandprix-legenden Kirsten Siggaard bliver den ultimative alderspræsident i tv-programmet Vild med dans.

Faktisk er sangerinden den ældste deltager i programmet herhjemme nogensinde, men det betyder ikke, at Kirsten Siggaard tager den med ro i træningslokalet, hvor hun øver sig med partneren Thomas Evers Poulsen.

- Det er mig, der skal spørge om pauser, siger han med et grin og bliver suppleret af nydanseren.

- Jeg klør bare på. Men han skal også både instruere, holde øje og være pædagog, så derfor sveder han, som jeg ved ikke hvad. Det gør jeg ikke, siger sangdarlingen og gengælder grinet.

Sammen kalder det nyslåede dansepar sig for "Team Frisk", og de har desuden sloganet "Dans har ingen alder". Parret har nemlig ikke kunnet undgå at bemærke, at der har været et stort fokus på Kirsten Siggaards alder.

- Men dans har jo ingen alder, og det handler lige så meget om danseglæde, siger danseren Thomas Evers Poulsen, der vandt konkurrencen sidste år.

Det kommer ikke bag på den 61-årige sangerinde, at hendes alder bliver fremhævet, men selv går hun ikke meget op i, hvilket årstal, der står på fødselsattesten.

Hun tænker heller ikke på sig selv som en foregangskvinde i den forstand.

- Jeg ser mig selv som Kirsten Siggaard, der gerne vil prøve så meget som muligt og leve op til det hele så godt som muligt, siger hun.

- Hvis man kan ophæve nogle grænser og fordomme, så er det da dejligt, tilføjer hun.

Melodigrandprix-darlingen, der har vundet med sangene "Det' lige det", "Sku' du spørg' fra no'en" og "Ka' du se hva' jeg sa', glæder sig at skulle svinge hofterne og lave benspjæt på dansegulvet.

Men hvis casterne havde tilbudt hende dansepladsen for bare to år siden, havde hun sandsynligvis været tvunget til at takke nej.

I 2014 gennemgik hun en rygoperation, og før det havde hun haft for ondt i ryggen til at kunne klare den intensive dansetræning.

- Jeg fik fire skruer i ryggen og stabiliseret min lænd. Hvis jeg ikke havde fået det gjort, så havde jeg slet ikke kunnet deltage. Så ville det have været dumt af mig, fortæller Kirsten Siggaard, der onsdag den 7. september fylder 62 år.

I år er sangerinden dog helt klar til at få sin Vild med dans-debut, når tv-programmet har premiere fredag den 9. september.

/ritzau/FOKUS